Jeg bilder mig selv ind, at jeg er ret sej til at pakke mine bekymringer væk. Jeg forsøger at tage én ting ad gangen, og bruger min tid på det, jeg kan handle på.
Rent praktisk har jeg grebet temaet an på en ganske systematisk måde. I en mappe på min computer har jeg til hver bekymring oprettet et worddokument. De vigtigste ting får lov til at ligge i mappen, og resten ryger videre til undermappen "ikke aktuelt". Jeg har haft alle bekymringerne oppe at vende, og taget stilling til hvilke jeg ikke skal bruge min tid på lige nu. Så er de væk. Det virker for mig. Og samtidig er der en tryghed i at vide, at jeg har en lille note liggende om de tanker der skal ryddes op i. Så kan rodetankerne nemlig komme ud af mit hovede, og ind i worddokumentet. Og blive ryddet op senere.
Og jeg har da en hulens masse rodede ting jeg kunne bekymre mig om, men når jeg har overbevist mig selv om, at det ikke er lige nu det skal fikses, så er det heller ikke lige nu det skal bekymre mig. Smart ikke?
Men nogle ting skal fikses lige nu. Og nogle gange er ting bare ufatteligt dårligt timet! Når man lige har mistet sin mor på grund af cancer, er det meget lidt sjovt at finde knuder på sin egen krop. Som lægebarn er jeg ikke ret god til at være hypokonder, men jeg fik angst ved tanken! Alt for mange grimme scenarier om fremtiden når igennem hovedet på meget få sekunder. Jeg fik akut tid til lægen, der stak mig en recept på antibiotika. Og jeg fik pulsen ned.
Jeg er bare ikke helt rolig længere. For jeg får det på trods af 3 dages antibiotika stadig værre dag for dag. Knuder på min krop på 5 cm, det er slet ikke rart. De skal altså gå væk lige nu og ikke vokse! Jeg lavede også lige den obligatoriske og ganske usmarte googlesøgning, der serverede et sygdomsforløb der passer ubehageligt meget på det, jeg oplever lige nu.
I nat har jeg ligget og klynket og været helt væk i febervildelse. Kan genkalde mig drengen, der halvt vågner op og spørger mig, hvad det er jeg snakker om. Heldigvis fik jeg vist givet ham et svar han kunne acceptere, for han lagde sig ned og sov videre. Puha!
I nat har jeg ligget og klynket og været helt væk i febervildelse. Kan genkalde mig drengen, der halvt vågner op og spørger mig, hvad det er jeg snakker om. Heldigvis fik jeg vist givet ham et svar han kunne acceptere, for han lagde sig ned og sov videre. Puha!
Jeg er vist der, hvor jeg burde kontakte noget læge igen, men orker egentlig hverken snakke i telefon, eller forholde mig til svaret, hvis nogen siger, jeg skal bevæge mig et sted hen til en skadestue, inklusiv 3-årrig. Og lige nu sover han, og det er sindsygt rart med lyden af stilhed.
Jordens mest rædselsfulde ting er, når man selv er syg, mens barnet er temmelig friskt og med et støjniveau der matcher den mangelfulde stimuli, syg mortype forsøger at diske op med.