Jeg fungerer ikke. Åbenbart. Jeg både accepterer det ved at gå i stå, samtidig med at der konstant er en drift til det modsatte. En kraft der bare gang på gang kan overraske mig, som får mig til at glemme alt der er grimt, når rare ting opstår. Jeg bilder mig ind, at den der lidt naive og optimistiske tilstand jeg kommer i, har været min overlevelse. Når ting er rare, er det kun det jeg ser på.
↧