Fredag morgen kl 8.59 fik jeg en opringning:
Din mor er nu ved at tage sine sidste vejrtrækninger, det er ikke sikkert du kan nå herud.
Jeg løb ud på trappen og ned til underboen, der åbnede op i undertøj. Dreng i undertøj blev stukket i hendes arme. Og jeg løb selv op igen (også i undertøj opdagede jeg nu) så jeg hoppede i jogging-bukser og derefter i taxa.
Jeg havde haft et ønske om at være hos hende, men jeg var også ok med, at man ikke kan planlægge den slags. Havde det nu været midt om natten, var det ikke engang sikkert de havde fået fat på mig, og endnu mere usandsynligt at jeg kunne få fat på nogen til at se efter Asle.
Da jeg kom, var hun død. Man ved det på de der skilte ved døren. Jeg har jo set de skilte før, på de andre døre, efter at have haft min gang på diverse palliative afdelinger i 4 mdr. Kontakt venligst personalet bla bla bla
Det var ok.
Jeg havde tidligere været i tvivl om hvorvidt jeg skulle se hende. Ville det være ubehageligt? Jeg havde ikke tidligere set en død. Men nu var der ingen tvivl.
Det var ligetil.
Jeg var der alene. Og det var virkelig rart. Det er ikke så tit jeg er alene ved nogen. Alene på den måde, hvor der er plads til alle tankerne, så man ved, at der ikke er nogle tanker der er blevet skubbet væk. Jeg nåede rundt om alle tankerne, og det blev bare ved med at være ok. Uden at frygte det, vidste jeg, at der kunne komme en reaktion senere.
Det skal ikke lyde som om jeg er upåvirket af situationen. Jeg oplever det ikke som en benægtelse. En enkelt gang er det også sket, at jeg knækkede sammen i gråd på gulvet, bare rolig ;)
Men det her er ikke nyt for mig. Sorgen er ikke ny. I januar, da hun ikke kunne kæmpe længere, startede den. Dengang havde jeg allerede en ide om, at det nok ikke ville blive en anden sorg den dag hun døde. Den var igang. Jeg har mistet hende gradist. Og som jeg ser det nu, har det på alle måder været den bedste måde, det kunne forløbe på for mig. Hun har uden sammenligning været den vigtigste person i mit liv, og det her tab, har været det største jeg skulle igennem. Muligheden for at pille det hele lidt fra hinanden og bearbejde en ting ad gangen, har fået mig helskindet ud på den anden side.
Og nu er det overstået.
Det værste er sket, og herfra vil sorgen være hos mig altid. Ikke en sorg der lammer mig, ikke en ulykkelig sorg. Men en smuk sorg, der smelter sammen med kærligheden.