Ingen kan nogensinde sige noget med sikkerhed om livet og døden, det er jo et vilkår. Men med en besked om, at det kan være et spørgsmål om dage eller uger, som vi fik i januar, stopper man øjeblikkeligt op. Der er nu gået lidt mere end et par uger. Og jeg har virkelig oplevet det som en ret ekstrem rutchebane. Den slags der kun findes i de store forlystelsesparker i USA og som intet fornuftigt menneske nærmer sig. Jeg er ufattelig glad for stadig at have min mor. Jeg sidder lige nu ved siden af hende og skriver, mens hun hviler. Men netop det at være glad for stadig at have hende, har også været et dilemma for mig. Det er jo imod hendes eget ønske. Hun ønsker ikke det her! Ingen af os er styrer den slags, vi kan bare vælge hvordan vi bruger den tid der er os givet.
Jeg har haft så mange tanker i mig, at jeg ind imellem har været kortsluttet. Jeg fungerer bedst ved at have lidt tid for mig selv, til at få ryddet op i tankerne. Nogle gange er det smart at snakke med andre, men for tiden har jeg bare brug for tid med mig selv. Det skræmte mig lige i starten, for sådan kender jeg bare slet ikke mig selv. Jeg har da altid haft det fint med alenetid, men det var bare lige lidt federe når der var mennesker rundt om mig. Mon ikke det går over igen.. Men jeg lytter til mig selv, så godt jeg kan. Mærker efter, lader tingene tage den tid det tager, som bare er ufattelig lang tid lige nu. Men jeg tror virkelig på, at det er den rigtige vej for mig. Heeeelt ned i tempo med det stresshovede, og et skridt ad gangen.
I stedet for at sige nej til alting, som jeg har oplevet mig selv gøre de sidste par måneder. Siger jeg nu også lidt ja. Til nøje udvalgte ting. En ting ad gangen. Så det får plads til at være rart.
Der er to ting der fungerer godt for mig. Jeg har med lidt skepsis kastet mig over guidede meditationer. Hende der har berøringsangst mod alt der tangerer det spirituelle, må dog erkende, at det har hjulpet enormt. Jeg forsvarer det lidt over for mig selv, ved at kalde det powernap.
I den modsatte grøft har jeg for alvor kastet mig ud i renovering af det lille hjem. Der er projekter i alle rum, og det føles så godt igen at mærke den side jeg nok holder aller mest af ved mig selv. Hende der gør. Godt at vide at det stadig kan fungere. Hovedet. Kreativiteten. Initiativet.
Og hende der blogger..
Køkkenskabet der blev pillet ned, står nu i gangen. Det er pt børnesikret med en enkelt skrue, da det er en midlertidig løsning. Jeg har verdens bedste ide, til et møbel der skal bygges op, hvor jeg genbruger skabene. Vi må se hvad det ender med. Der er så god plads i de skabe til sko, rengøringsartikler og lort! Der er nu reduceret kaos i min entre. Herunder afsløres den sande status på min entre inden weekendens rokade. På alle måder en bedre løsning jeg har gang i nu.
