Der er et smil på læben. Dem har der bare ikke været mange af de sidste 2 år, men det er heldigvis ikke sjældent længere. Og så læg lige mærke til hvor modig jeg er med ovenstående billede, jf min afsløring forleden.
Maries Fabrik måtte kun give mig gode ting. Tangerede jeg stress eller dårlig samvittighed, måtte jeg trække stikket. Det blev min rettesnor.
For ca 2 år siden trak jeg stikket, og min historien om bloggens pause og min vej til titlen som alenemor kommer lige så stille, som jeg bliver klar til at fortælle den. Det virker heldigvis temmelig ufarligt lige nu, hvor der alligevel ikke er nogen der læser med ;) Men der er mange ting at tage hensyn til i processen, og jeg er derfor nødt til nøje at overveje mine skidt i forløbet.
For tiden gør jeg mig en masse overvejelser om hvilken retning jeg ønsker at gå, og jeg navigerer efter min mavefornemmelse. Jeg oplever selv verden ca 82% gennem mine øjne, muligvis mere, og det skal afspejles i bloggen. Troede jeg. Men jeg har mange ord inde i mig, flere end tidligere. Ord, tanker, fortællinger, fortolkninger, refleksioner.
Jeg er bare. Har øjnene åbne for de ting, der er foran mig. Siger ja til de gode ting jeg ser. Og så må vi se hvad livet bringer, og hvor det fører mig hen. Sådan ser min verden i hvert fald ud på de gode dage, hvor jeg har fået 4 timers sammenhængende søvn og den slags ;)