Jeg har tidligere snakket lidt om at gå på kompromis med indretningen af hensyn til børnene, for når der flytter en lille en ind, bliver det rokeret godt og grundigt rundt på prioriteterne. Sikkerhed er selvfølgelig det aller vigtigste, men barnets interesser har virkelig også meget at skulle have sagt. Der findes rigtig meget sødt og flot legetøj i træ og stof, men hvis ikke det er det, der underholder barnet, så er pengene brugt bedre et andet sted. F.eks. på nogle pæne ting til dig selv!
Min dreng Asle gider bestemt ikke lege med hvad som helst, og når man som jeg er førstegangsmor, er det virkelig svært at vide hvilke typer legetøj de interesserer sig for i de forskellige alderstrin. De sidste to måneder (9-11 mdr) har voldt mig allerflest problemer, da han kræver underholdning konstant. Hos ToysRus kan man under fanen "Alder" klikke på den ønskede aldersgruppe, og få inspiration til alderssvarende legetøj - skide smart!
Det var en stor kamel at sluge, men jeg måtte til sidst erkende at vi havde brug for "et stort plastik-skrumle-monster der kunne sige lyde". Hvad som helst, der kunne underholde drengen bare 5 min, så jeg ikke konstant skulle være på! Vi købte et aktivitetsbord, og det har simpelthen været genialt! Det er grimt som et ondt år, men drengen elsker det. Det har udviklet hans balance, da han rejser sig op ved det, og går rundt om det. Han har desuden tålmodigheden til at trykke på knapperne og pille ved dimserne, da han samtidig skal bruge sin krop. Han har derfor taget et ordentligt udviklingsspring i sin finmotorik, forståelse og koordinering. Nu er han så begyndt at kravle helt op og stå på det, hvilket moren her ikke er helt begejstret for - det var det med sikkerheden ikke ;-)

Sponsoreret af ToysRus